Energitjek 2022: Tilskudspulje for etageejendomme

ENERGITJEK 2022

Energitjek 2022 er et tilskud på op til kr. 20.000, der kan søges af etageejendomme til opdatering af disses energimærkning.

Puljen er oprettet med henblik på at fremme de danske ejendommes energioptimeringer, og der er ansøgningsfrist den 1. oktober 2022. 

Lyder dette tilskud som noget for jer, kan I finde ansøgningslinket hos Københavns Kommune længere nede på siden.

Hos Qvortrup har vi hovedsæde i den fremsynet og bæredygtige bydel ”Klimakvarteret” på Østerbro. Det ligger helt indgroet i vores DNA, at vi brænder for gode, sunde og trygge hjem i alle de ejendomme, vi administrerer. 

Hos Qvortrup støtter vi derfor op om alle tiltag, der kan være med til at skabe fremsynede og bæredygtige ejendomme blandt vores kunder.  Vi vil derfor opfordre jer til at læse denne artikel, for at finde ud af, om tilskuddet kunne give værdi for netop jer. 

ER TILSKUDDET RELEVANT FOR JER?

Hvis jeres ejendom er mærket med E, F eller G, skal I spidse øre og øjne nu; I det tilfælde kan I nemlig søge tilskud til opdatering af jeres energimærke.

Jeres eksisterende energimærke skal dog være mere end 2 år gammelt, førend I kan få tildelt tilskuddet.

Er I i tvivl om, hvilket mærke jeres ejendom har, kan I altid tilgå det i jeres digitale dokumentarkiv på Flatcom. Tag fat I jeres daglige kontaktperson hos Qvortrup, hvis I skal have hjælp og vejledning.

ENERGIMÆRKER ER LOVPLIGTIGE

Foruden at kaste lys over, hvor energieffektiv jeres ejendom er, er et energimærke faktisk også lovpligtigt.

Det betyder, at enhver ejendom skal have et gyldigt energimærke, der angiver ejendommens energimæssige tilstand.

Energimærker er gyldige i 10 år fra den dato, de er udstedt, men der er ikke noget til hinder for, at I får udarbejdet et nyt mærke inden det nuværendes udløb.

Det kan være særligt relevant at gøre brug af energitjek 2022 og få opdateret mærket, hvis ejendommen eksempelvis har gennemgået nylige energiarbejder, ligesom det kan være relevant at få forslag til, hvordan I kan renovere og optimere ejendommen fremadrettet.

FORBEDRING AF ENERGIMÆRKE

Det er Københavns Kommunes byfornyelsespuljer, der har etableret tilskudspuljen med henblik på at fremme energibesparelser i de danske bygninger.

Hvis jeres ejendom bliver tildelt tilskud gennem energitjek 2022, vil der sammen med energitjekket laves en gennemgang af ejendommens fjernvarmecentral og ventilationsanlæg. På den måde kan der udarbejdes konkrete forslag til energioptimeringer på ejendommen.

Forbedring af energimærke kan have store fordele, og I vil formentlig også kunne mærke det på ejendommens daglige drift umiddelbart efter de nye tiltag.

I øjeblikket oplever vi alle store stigninger i vores energiudgifter, og derfor kan det være særlig relevant at få kigget ejendommens energieffektivitet efter i sømmene lige nu.

FØRST-TIL-MØLLE

Er tilskudspuljen relevant for jeres ejendom, skal I ikke tøve med at søge; Ansøgningerne behandles nemlig efter først-til-mølle-princippet, og puljen lukker for ansøgninger den 1. oktober 2022.

EJENDOMME, DER ER UNDTAGET KRAV OM ENERGIMÆRKE

Selvom vi længere oppe beretter, at enhver ejendom skal have et gyldigt energimærke, er der selvfølgelig altid undtagelser, der bekræfter reglen.

Med det sagt, er følgende bygninger undtaget for kravet om energimærkning:

  • Fredede bygninger efter lov om bygningsfredning og bevaring af bygninger
  • Bygning, hvor det ikke er muligt at udføre en retvisende energimæssig beregning på grund af væsentlige mangler i bygningens varmeanlæg eller klimaskærm.
  • Bygninger med et opvarmet areal mindre end 60 m2, der udgør højst 25 % af det samlede areal
  • Bygninger, der sælges til nedrivning
  • Bygninger, der anvendes til gudstjenester og andre religiøse formål
  • Sommerhuse, annekser (i tilknytning hertil), kolonihavehuse og udhuse
  • Garager (1-2 køretøjer) og carporte
  • Fritliggende bygninger med samlet etageareal under 60 m2


Indgår jeres ejendom i én af ovenstående kategorier, er I derfor ikke underlagt kravet om energimærke, og tilskudspuljen er ikke relevant for jer.

ANSØG HER

Det er bestyrelserne i andelsbolig – og ejerforeninger samt udlejerne af investeringsejendomme, der skal søge puljen på vegne af hele ejendommen.

Ansøgning sker gennem dette link.

Hvis I har brug for Qvortrups assistance til ansøgningen, skal I kontakte jeres daglige kontaktperson, men som udgangspunkt er det bestyrelsen/udlejer, der skal lave og indsende ansøgningen.

HVAD SKER DER EFTER ANSØGNING?

Hvis I bliver tildelt tilskud, vil I modtage direkte svar fra Københavns Kommune.

Det er vigtigt, at I giver os besked om jeres andel af puljen, så vi kan registrere det i vores administrationssystem – på den måde sikrer vi, at I ikke betaler den andel af rapporterne, som tilskuddet dækker.

Det er Dansk Energi Management, der har vundet opgaven med at udføre energitjek for Københavns Kommune, og bliver I tildelt andel i puljen, vil dette firma besøge ejendommen og udarbejde de tilhørende rapporter.

Når rapporterne foreligger, vil Dansk Energi Management præsentere dem for jer. Vi anbefaler, at det bliver på et møde, hvor Qvortrup deltager, så vi sammen kan planlægge eventuelle tiltag på ejendommen, der sikrer jeres fremtidige energieffektivitet.

LAD OS SKABE ØKONOMISKE OG BÆREDYGTIGE EJENDOMME

Uanset jeres ansøgning eller andel i tilskudspuljen, opfordrer vi jer generelt til at have energioptimeringer for øje, når I drifter og vedligeholder ejendommen.

Allerede nu er det værd at overveje, om det er særlige, forestående arbejder, der skal være med til at styrke jeres ejendoms fremtid.

Hvis der er arbejder, der skal foreslås udført på generalforsamlingen i 2023, er det vigtigt, at vi allerede i løbet af efteråret indgår samarbejde om dette. Jo bedre forberedt et forslag er, des større sandsynlighed er der for vedtagelse.

Grib fat i jeres daglige kontaktperson, så vi sammen kan planlægge ejendommens fremtid.

Seneste nyheder

Bestyrelsesgodtgørelse 2024

Bestyrelsesgodtgørelse 2024

Nyt kalenderår – nye satser for bestyrelsesgodtgørelsen Vi er allerede godt inde i 2024, og traditionen tro betyder et nyt kalenderår også nye takster for

Læs mere >

Del: