Bestyrelsens rolle

Den ordinære generalforsamling danner rammerne om jeres foreningsfællesskab, og den er det vigtigste årsmøde i foreningen. Men hvad er bestyrelsens rolle under og efter den ordinære generalforsamling? 

Det får du svar på herunder, hvor vi har samlet 5 gode råd til dig som bestyrelsesmedlem. 

1. Foreningens demokrati

Princippet bag enhver forening er et demokrati, der skal sikre, at jeres fælles ejendom ledes i den retning, som flertallet ønsker – men hvis enhver beslutning vedrørende jeres forening skulle træffes af flertallet, ville I være relativt handlingslammet.

I så fald skulle fællesskabet eksempelvis beslutte, om enhver regning kunne godkendes til betaling og om småreparationer på ejendommen kunne iværksættes.

Den model ville begrænse foreningens effektivitet og handlekraft, og netop derfor udpeger foreningens medlemmer hvert år en bestyrelse, der skal stå i spidsen for og lede foreningen efter generalforsamlingen.

2. Du er foreningens ledelse

Generalforsamlingen er foreningens højeste myndighed, og derfor har du som bestyrelsesmedlem ansvaret for at følge de beslutninger og den retning, der er udstukket af flertallet. 

Det betyder med andre ord, at når generalforsamlingen hæves, er det bestyrelsens rolle at lede og drifte foreningen, som fællesskabet af besluttet det. 

I året frem mod næste ordinære generalforsamling er det altså hele essensen af bestyrelsens arbejde, som først redefineres, når ny generalforsamling afvikles. 

3. Bestyrelsens rolle på generalforsamling

Når tiden for den ordinære generalforsamling nærmer sig, er det bestyrelsen, der qua sin ledende rolle, skal indkalde foreningens medlemmer til denne.

I praksis sker det typisk gennem administrator, som bliver generalforsamlingens professionelle tovholder, men som bestyrelsesmedlem skal du være med til både at planlægge og forberede mødet. 

I de fleste foreninger afvikles et bestyrelsesmøde med administrator og eventuel revisor ca. 1 måned forinden generalforsamlingen, så generalforsamlingen kan planlægges og forberedes i fællesskab.

4. Byd forsamlingen velkommen

På selve generalforsamlingen er det bestyrelsen, der byder foreningens øvrige medlemmer velkommen og som indstiller en dirigent til at lede mødet. 

Det er desuden et vedtægtskrav, at bestyrelsen indledningsvist aflægger årsberetning og årsrapport for sit arbejde. På den måde orienteres de øvrige medlemmer om, hvad der er sket og gjort i foreningen i det forgangne år, og forsamlingen kan herefter kigge fremad mod det nye år. 

5. Forbered dig godt!

Selvom det er den valgte dirigent, der styrer generalforsamlingen, spiller du som bestyrelsesmedlem en helt central rolle på mødet, og det er derfor vigtigt, at du forbereder dig godt.

Husk, at du som bestyrelsesmedlem er en del af det frivillige ledelsesorgan, indtil du udtræder, og det er vigtigt, at du qua din rolle stiller dig i forgrunden af foreningen – også på generalforsamlingen. 

Det er derfor vigtigt, at du kan svare på de spørgsmål, som foreningens øvrige medlemmer måtte have på mødet til jeres fælles ejendom, drift, økonomi og foreningsfællesskabet. 

Du skal også huske, at du indstiller både regnskab og budget til medlemmernes godkendelse, og derfor bør du have en indsigt i og forståelse for særligt disse to dokumenter. 

Der kan ligge en del forberedelse i at deltage i generalforsamlingen som bestyrelsesmedlem, og derfor anbefaler vi, at du kigger i vores “Drejebog for generalforsamlinger”, så du kan danne dig et overblik over både forberedelsen og afvikling af årets vigtigste møde.

Den ordinære general-forsamling

Det er mange forskellige komponenter, der er afgørende for en vellykket generalforsamling. Vi anbefaler, at du læser vores drejebog for generalforsamlinger, så du danner dig et overblik over din forberedelse og rolle til årets vigtigste møde. 

Vil du vide mere om din rolle på det kommende generalforsamling?

Kontakt os nu!

cropped-qvortrup_logo-04-1-1.png